Skatteplyndring i Gentofte

Gentofte budget

I Gentofte kommunalbestyrelse er der igen i år enighed blandt alle partier om budgettet for 2024. Det er ikke overraskende, da sidste års budgetaftale var to-årig. Alligevel har man kunnet enes om en række (udgiftskrævende) justeringer.

De senere års brede enighed om kommunens budgetter har nemlig ikke været gratis for Gentoftes skatteborgere. Alle partierne har ønsket at se deres udgiftskrævende aftryk på budgetaftalerne, og forligspartierne har heller ikke i år kunnet pege på besparelser og effektiviseringer i kommunen. For at undgå voldsomme serviceforringeler har partierne med beklagelse set sig nødsaget til at følge planen fra sidste år med at hæve skatten med 0,17 procentpoint i 2024 og yderligere 0,22 procentpoint i 2025.

I Gentofte har kommuneskatten således siden 2021 udvist en nærmest eksplosiv vækst: Fra 23,63 procent i 2021, over 24,00 procent i 2022, 24,17 procent i 2023, 24,34 procent i 2024 til 24,56 procent i 2025. Gentofte er dermed ikke længere en billig kommune, ligesom effektivitet i forvaltningen og niveauet for borgerservicen ej heller er prangende.

At der ikke kan spares og effektiviseres, er helt uforståeligt i en kommune med et astronomisk budget. I 2023 opererer Rådhuset med skatteindtægter på omkring 8,1 mia. kroner, heraf grundskyld på 0,7 mia., og selskabsskatter, dækningsafgifter m.v. på 0,8 mia. kroner. Den kommunale udligningsordning betyder, at kommunen skal aflevere 4,1 mia. kroner til andre kommuner, og efter et bloktilskud fra staten på omkring 1 mia. kroner er der omkring 5 mia. kroner tilbage at spendere i Gentofte. Og det gør man så.

Virkelysten i kommunalbestyrelsen er stor, og der søsættes aktiviteter og projekter i en lind strøm. Når hittepåsomheden tørrer ud, nedsætter man et såkaldt opgaveudvalg, hvor entreprenante borgere er leveringsdygtige i nye projektideer.

Leave a comment