Når Danmarks image nedbrydes

Porno i Paris

Politiken bringer den 19. september 2023 under overskriften ”Avantgarde eller slikbutik: Så er der dansk porno i Paris” en detaljeret anmeldelse af Udstillingen X. A Capital Desire, der forevises i Maison du Danemarks udstillingssal for samtidskunst, Le Bicolore, på Champs-Élysées i Paris.

Udstillingen varer til 12. november, og omfatter værker af Lene Adler Petersen, Nina Beier, Adam Christensen, Simon Dybbroe Møller, Miriam Kongstad, Rafael Moreno, Bjørn Nørgaard, Émilie Pitoiset, Tora Schultz, Betty Tompkins og Knud Vesterskov.

”Avantgarde”

Hvor gode kræfter til stadighed har forsøgt at præsentere udlandet for gode danske værdier, for Kierkegaard, H.C. Andersen, Ørsted, Thorvaldsen, Fri- og Folkehøjskoler, Ombudsmand, demokrati o.m.a. har andre med Muhammed-tegninger, Smykkelove og andre uhyrligheder undergravet den internationale respekt for Danmark.

Pornografilovgivningen

Noget af de mest ødelæggende har været pornografien.

Straffelovens pornografiforbud (straffelovens § 234) varede frem til 1967, hvor Danmark som det første land i verden ophævede forbuddet mod tekstpornografi.

Af udvalgsbetænkningen i 1967 fremgik: “Straffelovsrådets flertal har i betænkningen om pornografi (side 59) udtalt, at det kan ventes, at udviklingen efter en ophævelse af straffelovens forbud mod pornografiske skrifter vil blive fulgt med opmærksomhed, og at spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en forbudsregel vil blive taget op til fornyet behandling, hvis erfaringerne giver anledning dertil. I tilknytning hertil ønsker udvalget at understrege betydningen af, at man særlig har opmærksomheden henvendt på, om ophævelsen af den nævnte forbudsregel fører til en øget udbredelse af skrifter med skildring af sadisme eller andre grove seksuelle perversioner.”

Det paradoksale var, at et konservativt parti som Det Konservative Folkeparti støttede pornoens frigivelse. Knud Thestrup, der dengang var Det Konservative Folkepartis ordfører, oplyste dog i Folketinget at ikke alle medlemmer af den konservative gruppe kunne støtte ophævelsen.  

Den 30. maj 1969 blev også billedpornografien legaliseret.

Den konservative Knud Thestrup var i mellemtiden blevet justitsminister, og han tilkendegav i Folketinget, at han håbede at ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi vil dæmpe befolkningens interesse for porno.

I 1980 vedtog Folketinget et forbud i straffeloven § 235 om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografisk materiale og i 2015 blev dyreværnsloven ændret så seksuel omgang med dyr blev forbudt i Danmark.

Afbrænding af Koraner

Det Konservative Folkeparti gør sig igen i 2023 uheldigt bemærket ved at modarbejde det foreslåede forbud mod afbrænding af Koraner, Bibler og andre hellige skrifter.

Det Konservative Landsråd bør ved først givne lejlighed pålægge Folketingsgruppen at ændre retning og i øvrigt vedtage, at der på Amager Fælled bør rejses en skamstøtte af Knud Thestrup.

Leave a comment