
Den 3. maj 2023 fremsatte regeringen et lovforslag om at opsige den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale mellem Rusland og Danmark med virkning fra 1. januar 2024.
Det var på tide!
Samtidig er forholdene for den danske ambassade i Moskva utålelige. Udenrigsministeriet har til Ritzau oplyst, at bankkort tilhørende den danske ambassade i Moskva har været spærret siden sommer sidste år. Ambassaden har siden sidste sommer været underlagt betydelige restriktioner fra russiske myndigheder, der har hindret ambassadens bankforretninger. Øgede dokumentationskrav forud for alle betalinger betyder konkret, at ambassaden gennem længere tid har måtte udbetale løn til ansatte og betale regninger kontant.
I København er vi mere fremkommelige. Af regeringens forslag til finanslov for 2024 fremgår (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade i København til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af ambassadens lejemål. I 2023 udgør tilskuddet 900.000 kr. og i 2024 og følgende år forventes tilskuddet at udgøre 750.000 kroner.
Årsagen til justeringen af tilskuddet er ukendt, men Udenrigsministeriet oplyser, at i tilfælde af ændrede ejendomsskatter og dermed ændrede tilskud som kompensation herfor til den Russiske Ambassade, foretages der en justering af bevillingen. At København skulle være indstillet på at lempe ejendomsbeskatningen i 2024, kommer dog som en overraskelse.