Med Pelle Dragsted ved vi, hvor vi har Enhedslisten

torkil-lauesen-nu

Pelle Dragsted tager i debatbogen ”Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi” fra maj 2021 afstand fra en revolutionær omvæltning af samfundsøkonomien. Samtidig mener han ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi kan reguleres til det fælles bedste.

Pelle Dragsted har i årevis været venner og arbejdet politisk sammen med et medlem af en af de mest brutale og totalitært tænkende bander, Danmark nogensinde har set.

Vennen er Torkil Lauesen, der var med i Blekingegadebanden. En bande, der begik voldelige røverier til fordel for den palæstinensiske sag. Hvilket kulminerede i 1988, hvor et medlem skød og dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri mod postkontoret i Købmagergade i København.

Et drab, hvor bandemedlemmerne senere dækkede over hinanden.

”Jeg har aldrig drøftet de her aktiviteter (med Torkil Lauesen, red.) Det har jeg holdt mig langt væk fra,” har Dragsted udtalt til Ekstra Bladet og henviser til, at hans ven jo har afsonet sin straf.

Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere selv aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, så er hans politiske overbevisninger og holdninger stadig præget af kommunistiske tanker og ideologier.

I stedet for revolutionen skal løsningen findes i udbredelse og demokratisering af ejerformerne. Dragsted betegner sig selv som ”graduist”: den gradvise forandring mod socialismen skal ske med afsæt i demokratiske ejerformer og fællesskaber og ved hjælp af planøkonomisk regulering af væsentlige dele, men ikke hele samfundsøkonomien.

At Dragsted mener det alvorligt med planøkonomi, ligger helt fast. Dagbladet Information bragte allerede den 30. april 2020 et indlæg af Enhedslistens Pelle Dragsted. Under overskriften ”Planøkonomien er på vej tilbage – og det skal vi være glade for”, argumenterer Dragsted for at genindføre planøkonomi.

Vi må antage at det ikke kun er Dragsteds holdning, men hele Enhedslistens synspunkt. I netmediet Altinget den 5. maj 2020 argumenterer Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard, medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg, for ”En planøkonomisk politisk styring af de økonomiske sektorer”.

Selvom Pelle Dragsted har udtalt, at ”de socialistiske planøkonomier i Sovjet og Østeuropa klarede sig langt bedre end deres rygte”, mener Dragsted nok ikke, at man bør sigte efter en så omfattende planøkonomi, som den vi kendte i forskellige afstøbninger i Sovjet og Østeuropa.

Dragsted hyldede så sent som i 2006 det kommunistiske Venezuela, men han tog dog afstand fra Chavez’ regime i 2011.

Trods alle forbehold, adskiller Dragsteds og Enhedslistens ”nordiske socialisme” når det kommer til stykket sig ikke væsentligt fra al den anden socialisme, vi med katastrofale følger har set afprøvet ude omkring i verden i lande som Sovjetunionen, DDR, Cuba eller seneste Venezuela.

Enhedslisten

Det kan hellere ikke overraske, når man betænker Enhedslistens historie. Partiet består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Pelle Dragsteds baggrund

Enhedslistens nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), og selvom Dragsted kun er godt 1,5 meter høj passede han godt ind i AFA, der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

One thought on “Med Pelle Dragsted ved vi, hvor vi har Enhedslisten

Leave a comment