
Minister for udvikling og global klimapolitik, Dan Jørgensen, kunne under hans møde i denne uge med Nairobi-klubben, der består af medie- og fagfolk, der beskæftiger sig med globale udviklingsspørgsmål, ikke svare konkret på, om der er behov for en ny tilgang til Afrika. Dan Jørgensen henviste til at embedsmændene i Udenrigsministeriet arbejder på en ”Afrikaplan”, som skal styre og koordinere danske engagementer i Afrika.
Den kommende Afrika-politik vil dog ikke blive overladt til Dan Jørgensen.
Samtidig med at Dan Jørgensen drak kaffe med Nairobiklubben, var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på freds- og stabiliseringsmission i Afrika. Under et kort besøg i Kenya 21. – 22. august 2023 gav udenrigsministeren tilsagn om 284,6 millioner kroner til en ny fase af freds- og stabiliseringsprogrammet på Afrikas Horn på tværs af Somalia, Etiopien og Kenya.Freds- og stabiliseringsprogrammet for Afrikas Horn blev første gang lanceret i 2011. Den nye, fjerde fase er planlagt for perioden 2023-2026, og støtten skal blandt andet gå til at styrke den maritime sikkerhed, bekæmpe organiseret kriminalitet og hjælpe med at komme irregulær migration til livs.
Programmet har også tværgående fokus på ligestilling, kvinder, fred og sikkerhed, og som noget nyt vil den nye fase blandt andet adressere klimaforandringer som kilde til konflikt.Onsdag den 23. august 2023 tilkendegav Lars Løkke Rasmussen i en kronik i Berlingske Tidende, at Europa (og Danmark) har brug for Afrika, og at vi skal lytte mere og moralisere mindre: ”Vi er nødt til at se Afrika, som det virkelig er: Europas tætteste nabo og et kontinent, der har meget at byde på, og det er derfor, at statsministeren var i Namibia og Sydafrika i juni, og at jeg nu har været i Kenya” skrev Lars Løkke Rasmussen efter besøget.
”Vi skal blive bedre til at forstå, hvad de afrikanske lande efterspørger og forventer. Og komme med relevante til bud, der kan styrke vores partnerskaber på kontinentet. Det vil samtidig skabe et stærkere værn mod, at aktører som Kina og Rusland overtager fortællingen om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er løsningerne på de udfordringer, vi står over for” lød det fra Lars Løkke Rasmussen.Lars Løkke Rasmussen har også tilkendegivet, at samarbejdsaftaler med afrikanske lande, kunne være en form for hjælp til selvhjælp, der kunne give kvalificerede afrikanere adgang til det danske arbejdsmarked.