Pelle Dragsted tager i debatbogen ”Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi” fra maj 2021 afstand fra en revolutionær omvæltning af samfundsøkonomien. Samtidig mener han ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi kan reguleres til det fælles bedste.
Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, så er hans politiske overbevisninger og holdninger stadig præget af kommunistiske tanker og ideologier.
I stedet for revolutionen skal løsningen findes i udbredelse og demokratisering af ejerformerne. Dragsted betegner sig selv som ”graduist”: den gradvise forandring mod socialismen skal ske med afsæt i demokratiske ejerformer og fællesskaber og ved hjælp af planøkonomisk regulering af væsentlige dele, men ikke hele samfundsøkonomien.
At Dragsted mener det alvorligt med planøkonomi, ligger helt fast. Dagbladet Information bragte allerede den 30. april 2020 et indlæg af Enhedslistens Pelle Dragsted. Under overskriften ”Planøkonomien er på vej tilbage – og det skal vi være glade for”, argumenterer Dragsted for at genindføre planøkonomi.
Vi må antage at det ikke kun er Dragsteds holdning, men hele Enhedslistens synspunkt. I netmediet Altinget den 5. maj 2020 argumenterer Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard, medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg, for ”En planøkonomisk politisk styring af de økonomiske sektorer”.
Selvom Pelle Dragsted har udtalt, at ”de socialistiske planøkonomier i Sovjet og Østeuropa klarede sig langt bedre end deres rygte”, mener Dragsted nok ikke, at man bør sigte efter en så omfattende planøkonomi, som den vi kendte i forskellige afstøbninger i Sovjet og Østeuropa.
Dragsted hyldede så sent som i 2006 det kommunistiske Venezuela, men han tog dog afstand fra Chavez’ regime i 2011.
Trods alle forbehold, adskiller Dragsteds og Enhedslistens ”nordiske socialisme” når det kommer til stykket sig ikke væsentligt fra al den anden socialisme, vi med katastrofale følger har set afprøvet ude omkring i verden i lande som Sovjetunionen, DDR, Cuba eller seneste Venezuela.
Enhedslisten
Det kan hellere ikke overraske, når man betænker Enhedslistens historie. Partiet består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.
Pelle Dragsteds baggrund
Enhedslistens nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.
Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.
I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.
I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.
Planøkonomiens tilhængere
Selvom Socialdemokratiet i dag tager afstand fra væsentlige dele af Enhedslistens økonomiske program, er det ikke længe siden, at planøkonomi var en respekteret disciplin i arbejderpartiet.
Arne Hardis har i bogen: ”Pibende hængsler. Socialdemokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkom den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiget sig med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen.
Jens Otto Krag
Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds om planøkonomi.
Jens Otto Krag skrev i Socialdemokraten i 1943: ”Planøkonomi er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om mere eller mindre”.
Da den socialt orienterede begejstring for planøkonomi i studiekredsen i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi. Den autoriserede fortælling er, at den unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.
Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”
For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.
Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.
Viggo Kampmann
Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige fortonede sig.
Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.
Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.
For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.
Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger og ville berøve borgerlige partiers vælgergrundlag, vides ikke.
I Socialdemokratiets program fra 1945 kunne man læse, at: ”De sociale Problemer maa løses. Dette kræver en planøkonomisk Samfunds- og Erhvervspolitik. Den Politik vil det danske Socialdemokrati føre.”
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 