Debatten om køn, identitet og værdier

My Shadow is Purple

Den danske – og internationale – offentlighed er gennemsyret af en heftig debat om værdier, race, køn og seksuel identitet.

Copenhagen Pride

I København har hovedstaden været fyldt med regnbuens farver, når Copenhagen Pride afholder sin store parade, der i år går fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen i København. Paraden er kulminationen på Copenhagen Pride Week, der har tiltrukket mange deltagere og endnu flere tilskuere.

Copenhagen Pride er ikke kun en farverig og festlig begivenhed, men betegnes som en bevidst protestaktion. LGBTQ+-rettigheder er som andre politiske målsætninger ifølge arrangørerne spørgsmål, der kræver vedvarende aktiv støtte og synliggørelse.

Imidlertid betragtes LGBTQ+-spørgsmål af nogle som kontroversielle og udfordrende, når synspunkterne demonstrativt promoveres i det offentlige rum. Generelt er manifestationer som Copenhagen Pride i Danmark omgærdet af betydelig tolerance. Andre steder går det hårdere til.

Barbie

I øjeblikket raser der en hidsig debat i Libanon om Hollywood-blockbusteren Barbie med stjerneskuespillerne Ryan Gosling og Margot Robbie i hovedrollerne.

”Barbie promoverer homoseksualitet og transseksualitet, forkaster fædrenes værgerolle, underminerer og latterliggør moderens rolle og sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af ægteskab og det at have en familie” lød det fra den libanesiske kulturminister, inden filmen – ligesom i Kuwait og Algeriet – blev forbudt i Libanon.

Mellemøsten – verdens måske mest ideologisk ladede region – har på intet tidspunkt i sin moderne historie været et himmerige for homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede. Åbenlyse demonstrationer til fordel for LGBTQ+-rettigheder har derfor trange kår i en række lande.

My Shadow is Purple

I USA har det vakt opmærksomhed, at The Cobb County School Board of Education i Georgia har fyret en folkeskolelærer, efter at hun tidligere i år læste en børnebog om kønsidentitet for sin femte klasse (10-11-årige)

Bogen – “My Shadow is Purple” – er skrevet og illustreret af den australske forfatter Scott Stuart, og handler om et ikke-binært barn, der ikke identificerer sig som dreng eller pige. Bogen blev nomineret til Australian Book Industry Award 2023 og er blevet beskrevet som en hjertevarm og inspirerende bog om at være tro mod sig selv, og om refleksioner om non-binært køn i et levende regnbueunivers.

Skoledistriktsadvokat Sherry Culves har under sagen i Georgia understreget, at “Cobb County School District lægger afgørende vægt på, at klasseværelset er et neutralt lærested for eleverne. Et ensidigt synspunkt på politiske, religiøse eller sociale overbevisninger hører ikke hjemme i vores klasseværelser.”

Republikanske lovgivere i nogle skoledistrikter i Florida, Virginia og Texas har i de senere år fået vedtage love, der angiver rammer for, hvordan spørgsmål om race, køn og seksualitet kan indgå i skolernes undervisning. Bøger med LGBTQ + -indhold er således blevet mere og mere kontroversielle i en række stater.

Delstaten North Carolina er den seneste i en bølge af stater, der har vedtaget anti-trans-love.

Republikanere i North Carolinas lovgivende forsamling samlede for nylig opbakning fra 3/5 af lovgiverne og kunne dermed tilsidesætte den demokratiske guvernør Roy Coopers veto.

Lovene er specifikt rettet mod unge i spørgsmål om håndteringen af LGBTQ+-emner især i de mindste klasser, hvilken støtte og vejledning der fra uddannelsesstedet kan ydes til transkønnede eller non-binære unge, regler for transkønnedes deltagelse i sport m.v.

Foreløbig har 22 stater med republikansk ledede lovgivende forsamlinger godkendt lignende love, og det fremhæves, hvordan republikanerne fortsætter med at gøre disse politikker centrale for deres kampagner forud for præsidentvalget i 2024.

North Carolinas tre love om anti-trans-rettigheder omfatter et forbud mod at læger yder kønsbekræftende behandling til mindreårige, herunder hormonbehandling og kønsskifteoperationer.

Lovene indeholder og et eksplicit forbud mod transpiger og -kvinder i kvindeidræt. Lovgivningen udelukker således transpiger og -kvinder fra at konkurrere på hold, der ikke matcher det køn, de blev tildelt ved fødslen, og udelukker dem effektivt fra pige- og kvindehold i mellemskolen, gymnasiet, og på universitetet.

Lovene forbyder K-4-lærere, dvs. lærere, der i det amerikanske uddannelsessystem underviser på klassetrinene Kindergarten (børnehaveklasse) til 4. klasse – dvs. underviser børn i aldersgruppen 5 – 10 år – at diskutere kønsidentitet og seksuel orientering i klasserne.

Som en anerkendelse af forældrenes rettigheder, kræver det, at lærerne – uanset barnets indstilling – indhenter forældrenes godkendelse hvis et barn skal kaldes andet end det biologiske køn tilsiger. Ligeledes er der bestemmelser om at brugen af toiletter skal ske i overensstemmelse med deres biologiske køn.

Det amerikanske præsidentvalg i 2024

Ifølge en Washington Post-analyse er der blevet indført mindst 400 anti-trans-lovforslag på statsniveau siden begyndelsen af ​​dette år, et tal, der overgår de sidste fire år tilsammen. Denne indsats er blevet ledet af konservative stater som Missouri, Oklahoma og Texas, men næsten alle stater over hele landet har set republikanere foreslå mindst ét ​​lovforslag.

Og Florida, Alabama og Arkansas er blandt de stater, der har vedtaget lovforslag, der forhindrer lærere i overhovedet at tale om seksuel orientering i skolerne.

En række af disse love bliver anfægtet i retten for at være diskriminerende og forfatningsstridige, og det er endnu ikke klart, hvad den endelige afgørelse kan blive, da de er på vej til Højesteret.

Modstandere af trans-love anfører, at lovene bidrager til at øge hadet mod transpersoner, og fastholder et narrativ om, at transpersoner er farlige for børn og kvinder.

Republikanere over hele landet har gjort anti-translove til en vigtig del af deres kampagne forud for præsidentvalget i 2024.

Floridas guvernør, Ron DeSantis, har gjort hårde anti-LGBTQ+-standpunkter til et nøgleaspekt af sin kampagne.

One thought on “Debatten om køn, identitet og værdier

Leave a comment