Er den omvendte rentekurve tegn på en kommende recession?

Omvendte rentekurve St. Louis

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte rentekurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når rentekurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession. Centralbanken kan i højere grad styre den korte rente gennem pengepolitikken, mens den lange rente er mere markedsdrevet.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt eller inverteret rentekurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

Når folk er pessimistiske med hensyn til fremtiden, investerer de mindre i mere risikable aktiver, såsom aktier, og mere i langsigtede statsobligationer. Et skifte i efterspørgslen fra korte til lange papirer kan være et tegn på forventninger om en kommende periode med meget lave renter – måske endda en egentlig recession!

Som følge heraf stiger priserne på lange obligationer, og renten falder. Samtidig stiger renten på kortfristede lån, fordi færre mennesker er interesserede i dem. Resultatet er en omvendt rentekurve, som udtrykker folks skepsis over for fremtiden.

Rentekurven – renten på tiårige obligationer minus renten på toårige obligationer – er nu ifølge Federal Reserve Bank of St. Louis på -1,08. Det er det svageste tal siden 1981 og klart svagere end både under coronakrisen og finanskrisen.

Hver gang rentekurven er vendt i løbet af de sidste 70 år, har det betydet recession – det vil sige økonomisk afmatning over en periode på mere end seks måneder. Erfaringsmæssigt vil recessionen ramme mellem seks og 18 måneder efter, at rentekurven er inverteret, men normalt tager det mere end tolv måneder.

Nu er det tolv måneder siden rentekurven inverterede i juni 2022, så vi nærmer os det tidspunkt, hvor den amerikanske økonomi vil bevæge sig mod recession.

Hvis det sker, vil det også kunne mærkes i Danmark

Siden 1960 har USA aldrig været i recession, uden at Europa også har været det.

Leave a comment