Højrefløjenes fremgang

Den tid er forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Holdninger, især på indvandringsområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj er nu overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner” og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT m.v. bør ikke undervurderes.

Grækenland

Efter parlamentsvalget den 25. juni 2023, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen i græsk politik.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

Spanien

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.