
Ved søndagens valg i Grækenland lykkedes det for det konservative parti, Nyt Demokrati, og premierminister Kyriakos Mitsotakis at sikre sig magten og en ny regeringsperiode.
På valgaftenen viste en samlet valgstedsmåling, som seks analyseinstitutter står bag, at Nyt Demokrati står til op mod 44 procent af stemmerne.
Det venstreorienterede parti Syriza med Alexis Tsipras i spidsen står til mellem 16,1 og 19,1 procent af stemmerne.
Søndagens valg var affødt af at det ordinære parlamentsvalg den 21. maj ikke resulterede i det klare resultat, den græske forfatning kræver. Mitsotakis’ parti, Nyt Demokrati, vandt for så vidt valget den 21. maj, men med kun omkring 40 pct. af stemmerne sikrede sig ikke det absolutte flertal, der skal til for at få magten uden at danne en koalitionsregering.
Mitsotakis, der har været premierminister siden 2019, trådte tilbage og et forretningsministerium tog over efter valget i maj. I mellemtiden er valgreglerne ændret, og det vindende parti har nu udsigt til en bonus på ekstra 50 mandater, der kan sikre den absolutte majoritet i det græske parlament med i alt 300 pladser.
Det venstreorienterede Syriza med Alexis Tsipras i spidsen tabte valget og fik under 20 pct. af stemmerne. Det var Syrizia og Tsipras, der stod i spidsen for Grækenland, da gældskrisen rasede i Grækenland fra 2015 til 2019.
Blandt de temaer, der har været fremtrædende under valgkampen, har været de stigende leveomkostninger og en dødelig togulykke i februar, der udstillede mangler i Grækenlands offentlige transportsystem.
I sin valgkampagne har Mitsotakis slået på, hvor meget sundere græsk økonomi er blevet under hans tid på posten som premierminister. Ifølge Mitsotakis har de konservative givet en lang række skattelettelser og haft ansvaret for de største opgraderinger af landets infrastruktur siden 1970’erne.
For mange vælgere har valgkampens fokus alene været på økonomi, men en tragedie den 14. juni med et flygtningeskibs forlis i græske farvande. Redningsfolk fandt 104 overlevende, men op til 750 mennesker menes at have været stuvet sammen på et faldefærdigt fartøj, der sank på vej fra Libyen til Italien.
Båden blev skygget af den græske kystvagt, inden den sank. Kystvagten siger, at alle om bord på båden havde sagt nej til tilbud om hjælp.
Mellem 2015 og 2016 kom der mere end en million flygtninge og migranter til græske øer, og Mitsotakis, hvis regering har slået hårdt ned på migration, siger, at ”usle menneskesmuglere” har ansvaret for katastrofen, mens han roser kystvagten for at redde folk. I valgkampen er der stillet spørgsmåls om, hvorfor kystvagten ikke greb ind tidligere.