
Den tyrkiske kendisslagter med 50 millioner følgere og kaldenavnet “Salt Bae” på de sociale medier – Nusret Gökçe – blev berømt i 2017, da han gik viralt med videoer, hvor han drysser salt over store bøffer.
I løbet af de seks år, der er gået, siden han blev berømt, har “Salt Bae” opbygget en formue på adskillige hundrede millioner kroner og etableret over 20 restauranter rundt om i verden.
Mange blev provokeret, da Salt Bae gik på banen efter finalen i fodbold-VM i december sidste år, og tilmed fik fingre i VM-pokalen, selvom reglerne foreskriver, at kun VM-vindere og statsoverhoveder må holde guld-pokalen.
Kendis-slagteren, der er kendt for at servere wagyu oksekødsburgere pakket ind i guldfolie til 300 dollars med tilhørende “gyldne milkshakes” til en bagatel af 99 dollars, fik også meget kritik for at have jagtet Lionel Messi efter Argentinas triumf.
Nu møder Salt Bae modgang i New York. The Guardian kan berette, at 3 år efter etableringen bliver burgerbaren ”Salt Bae Burger” i New York nu lukket.
Nusret Gökçe var allerede etableret i New York, da han åbnede burgerrestauranten. Han havde to Nusr-Et Steakhouses. Burgerbaren fik imidlertid en skæv start. Den blev åbnet i februar 2020, lige før hele byen blev lukket ned som følge af corona-pandemien, og siden blev den anklaget for sexisme, fordi burgerbaren tilbød en gratis, lille vegetarisk “kvindeburger” med lyserød hamburgerbund – kun for kvinder.
Influencer-kokken har også haft problemer med anklager for at stjæle medarbejdernes drikkepenge, diskrimination, overtrædelse af arbejdsmiljø-regler og “hypermaskulin” kultur på arbejdspladsen. Ni tidligere ansatte i Gökçes Nusr-Et Steakhouses har i den anledning anlagt sag mod ham, og en tidligere ansat har sammenlignet “Salt Bae” med en diktator.
Anklagerne er afvist af Gökçes advokat.