Den bedrevidende Ulrik Federspiel

Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 80-årige Ulrik Federspiel, giver i et interview i Altinget udtryk for, at han er bekymret for, om Danmark og dansk diplomati er tilstrækkelig rustet til den opgave, vi som nation står overfor. For er de danske ambassader for få, bemandingen for lav og analysekraften tilstrækkelig?

Situationen på Asiatisk Plads

“Jeg mener faktisk, at situationen er rimelig kritisk”, siger Federspiel om den danske udenrigstjeneste, der ifølge Finansloven i umiddelbare udgifter koster omkring 3 mia.kr. om året.

Når udenrigsministeriet har råd til at hyre først Kristian Jensen og siden Holger K. Nielsen til at rejse verden rund for at advokere for en dansk stol i FN’s Sikkerhedsråd, og danske ambassadører prinser den i residenser i de absolut dyreste kvarterer i verdens hovedstæder, forekommer kravet om flere ressourcer til Asiatisk Plads malplaceret.

Federspiel ved bedre end tidligere kolleger

Ulrik Federspiel, føler sig også kaldet til i Politiken at kritisere embedsmænd, som har udtalt sig til pressen om FE-sagen, hvor den tidligere øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, og tidligere forsvarsminister Claus Hjort (V) er blevet anklaget for at lække fortrolige oplysninger. Federspiels kritik omfatter også udtalelser om Samsam-sagen, der handler om Ahmed Samsam, som siger, at han har arbejdet for Danmark som hemmelig agent.

Michael Lunn, der har arbejdet 20 år som departementschef i Justitsministeriet, har kritiseret den forhenværende socialdemokratiske regerings håndtering af FE-sagen.

Michael Lunn udtaler desuden, at han mener, at sagen vil skade efterretningstjenesten i fremtiden.

Departementschef i Statsministeriet fra 1996-2005, Nils Bernstein, bakker om kritikken af FE-sagen.

Karsten Dybvad, som var departementschef i Statsministeriet 2005-2010 skrev sammen med Michael Lund et indlæg i Berlingske, hvor de kritiserede håndteringen af Samsam-sagen.

Kritisabelt at udtale sig om sikkerhedsspørgsmål

Ulrik Federspiel mener ikke, at det er på sin plads, at tidligere kollegaer udtaler sig til medier om sikkerhedsspørgsmål.

Federspiel har selv været medlem af det sikkerhedsudvalg, som refererer til regeringens sikkerhedsudvalg. Også Lunn, Bernstein og Dybvad har siddet i sikkerhedsudvalget, og efter Federspiels opfattelse bør man som forhenværende embedsmand slet ikke udtale sig om sådanne sager.

Ikke mindst af den grund er det i Federspiels øjne kritisabelt og kan potentielt udgøre en sikkerhedsrisiko, at Lunn og Dybvad har udtalt sig, som de har gjort.

Rushdie-sagen knækkede Federspiel

Da Poul Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993 overtog Statsministerposten efter Poul Schlüters afgang efter Tamil-sagen, var ministeriets departementschef, Peter Wiese, der også havde modtaget kritik i Tamil-sagen, fratrådt som departementschef.

Herefter blev Ulrik Federspiel departementschef i Statsministeriet – en stilling han beholdt i 3 år.

Når Federspiel i sin høje alder har respekt for følsomme sikkerhedsspørgsmål, hænger det måske sammen med Rushdie-sagen, der kostede ham posten som departementschef i Statsministeriet.

Sagen var faktisk i 1996 også tæt på at koste Nyrup-regeringen livet!

Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

”Kujon-Danmark”

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en slukøret Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed.

Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.