Sveriges 500-års jubilæum den 6. juni 2023

På denne dag, 6. juni 1523, blev den unge, aggressive adelsmand, Gustav Eriksson, valgt til konge af Sverige under navnet Gustav Vasa. Det skete på et rigsråd i Strängnäs midt i Mälardalen, hvor Vasa-slægten, havde sin magtbastion.

Det mægtige Hanseforbund med centrum i Lübeck havde haft en finger med i spillet. Man havde fra Lübecks side støttet Gustav Eriksson og hans langvarige, voldsomme og omfattende oprør imod den danske kongemagt i kølvandet på Christian II’s Stockholmske Blodbad i 1520 for at skabe størst mulig disruption og splittelse i Norden.

Hanseforbundet og Christian 2. ødelagde Kalmarunionen

Med kongevalget aflivede Gustav Vasa nemlig den Kalmarunion, som Margrete 1. havde etableret i 1397. Et rige, der strakte sig fra Grønland til Finland og fra Nordkap til Holsten.

Fra 1361 til 1370 var Hanseforbundet i regulær krig mod Danmark, der ved freden i Stralsund i 1370 måtte give store indrømmelser, der sikrede forbundet en ledende rolle i Norden i en længere periode, blandt andet gennem kontrollen med Skånemarkedet. Svenskekongen Albrecht af Mecklenburg havde lagt sig ud med de svenske Stormænd, og den 22. marts 1388 blev Margrethe I udpeget som regent i Sverige. Albrecht gjorde med hjælp fra Hanseforbundet og indhyrede lejetropper modstand, men i 1389 erobrer Dronning Margrete I imidlertid Sverige inklusive det nuværende Finland ved den 24. februar 1389 at besejre Albrecht i Slaget ved Åsle kirkeby ca. 10 km øst for Falköping.

Margrethes efterkommere i spidsen for Kalmarunionen (Erik af Pommern, Christoffer, Christian I og Hans) har ikke efterladt sig afgørende indtryk på forholdet mellem Sverige og Danmark.

Christian 2.

Kong Hans’ søn, Christian fødtes 1481, og han blev allerede i 1487 af det danske rigsråd valgt som tronfølger i Danmark. Christian blev ligeledes valgt til tronfølger af det norske rigsråd i 1489 og af det svenske i 1497.

Det ændrede sig, da Christian 2. satte sig på tronen i 1513. Han havde store planer for økonomisk udvikling i hele unionen, og han var derfor en trussel mod Hanseforbundets magt.

I Sverige var Christian allerede som barn hyldet, men den daværende rigsforstander, Sten Sture (den Yngre), havde hidtil forstået at hævde sin magt og forhindre kroningen.

Sten Sture, den svenske adel og gejstlighed, der gik ind for svensk uafhængighed, kom imidlertid på kant med ærkebiskop Gustaf Trolle, der gik ind for Kalmarunionen, og Christian 2. lod ærkebiskoppen af Lund lyse Sten Sture og hans tilhængere i band. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle. 

Først efter flere felttog i 1517 og 1518 lykkedes det i 1520 at får Stockholm til at overgive sig, hvorefter Christian 2. den 4. november 1520 blev kronet som svensk konge i Stockholm.

Trods løfter om tilgivelse til modstanderne lod Christian 2. alligevel en kætterdom afsige mod Sten Stures tilhængere og foranstaltede det stockholmske blodbad den 8. november 1520: omkring 80 personer skal denne dag være faldne for bøddeløksen, nogle henrettedes senere, men ved valget af ofrene herskede stor vilkårlighed, kætterlisten blev ikke udelukkende lagt til grund, i stedet synes kongen at have ladet sin hævnfølelse og sit magtbegær råde.

Christian 2. var allerede inden det Stockholmske blodbad udsat for voldsom kritik. I Danmark gik hetzen på at han var ”ukristelig og utilbørlig”. Samtidig var adelen i både Danmark og Sverige stærkt fortørnet over Christian 2.s nyskabende fremfærd med lovgivning, hvor han forsøgte at styrke den moderne, fremadstræbende borgerklasse på Stormændenes bekostning.

I Sverige var det Stockholmske Blodbad, hvor Christian 2. lod allierede kirkefolk myrde løs blandt den svenske adel, en væsentlig baggrund for oprøret. Gustav Erikssons far, svoger og to morbrødre var blandt de halshuggede, alt imens den unge adelsmand selv måtte flygte fra fangenskab på Kalø Slot. Christian 2. gik i Gustav Vasas antidanske kampagne over i historien som Kristian Tyrann.

Derfor støttede Lübeck det folkelige oprør og provinshøvdingen Gustav Erikssons kamp Sveriges uafhængighed mod den danske konge. Selvom Gustav Vasa blev kronet den 6. juni 1523, faldt Stockholm dog først i hans magt den 20. juni 1523.

Imens i Danmark

I Danmark samlede den oprørske adel sig bag Christian 2.s farbror, hertugen af Slesvig-Holsten, der siden blev kronet som Frederik 1. Oprørspartiet opsagde den 20. januar 1523 på Viborg Landsting kongen huldskab og troskab og rejste Jyllands indbyggere, der villig fulgte opråbet og blev fulgt af befolkningerne i de andre landsdele.

Christian 2. måtte gå i landflygtighed, og blev senere interneret først på Sønderborg Slot og siden på Kalundborg Slot indtil hans død den 25. januar 1559.

Tiden der fulgte

De første mange år efter fødslen af det moderne Sverige i 1523 var der tale om et væsentligt større Sverige end i dag. Finland havde nemlig været en del af Sverige siden midten af 1100-tallet og kom derfor med ind under den danske kongemagt, da dronning Margrete I erobrede Sverige i 1389, og da Sverige derefter officielt blev en del af Kalmarunionen i 1397. Først i forbindelse med Napoleonskrigene mistede Sverige det nuværende Finland – til Rusland. Det skete, da russerne erobrede Finland i 1808 og derpå i 1809 formelt oprettede storfyrstendømmet Finland, som dog reelt hørte under Rusland, da den russiske tsar altid var finsk storfyrste.

Finland kom aldrig igen tilbage under Sverige, men løsrev sig og blev en selvstændig stat i forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917.

Da Sverige med Finland brød ud af Kalmarunionen i 1523, forblev Norge med tilhørende lande (Island, Grønland og Færøerne) i unionen. Men efter Napoleonskrigene, ved Freden i Kiel i 1814, bestemte stormagterne, at Danmark skulle afgive Norge til Sverige. Og derefter var Norge og Sverige i personalunion – en ”løs” union, hvor kun udenrigspolitikken og statsoverhovedet, kongen var fælles – indtil Norge løsrev sig endegyldigt fra svenskerne i 1905.

Allerede i midten af 1550’erne begyndte de første spændinger for alvor mellem Danmark og Sverige, og i 1563 kom det til krig for første gang siden Sveriges løsrivelse i 1523.

Men Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 var blot begyndelsen på den lange række af krige, som vi i Danmark kalder Svenskekrigene. Senere fulgte Kalmarkrigen (1611-1613), Torstenssonfejden (1643-1645), Den 1. Karl Gustav-krig (1657-1658), Den 2. Karl Gustav-krig (1658-1660), Skånske Krig (1675-1679) og Store Nordiske Krig (1700 samt 1709-1720).

Karl XII’s stormagtsambitioner

I Store Nordiske Krig, som vi i Danmark normalt betegner som den sidste Svenskekrig, hvor Danmark i 1709 går ind i krigen for anden gang – på baggrund af Karl XII’s nederlag ved Poltava. Vi husker gerne perioden, fordi det var under denne del af den Store Nordiske Krig, at Peter Wessel (1690-1720), adlet Tordenskjold i 1716, øver sine bedrifter.

Set fra en svensk synsvinkel var krigen mod Danmark kun en lille del, mens krigen mod Rusland var den største og den vigtigste.

Den svenske krigerkonge Karl XII havde nemlig planer om at underlægge sig blandt andet hele Rusland (eller i hvert fald en stor del af det), og på denne baggrund gik hans tropper i 1709 langt ind i det store naboland mod øst, men led et kæmpe nederlag i Slaget ved Poltava i nutidens Ukraine. Derefter måtte han i huj og hast flygte ned igennem Europa til sin ven, den osmanniske sultan, hvorfra han de efterfølgende år dirigerede de svenske troppers gøren og laden i den fortsatte krig via kurér. I 1714 kunne han endelig vende tilbage til Sverige og fortsatte krigsførelsen herfra.

I 1718 bliver Karl XII skudt og dræbt ved Frederiksten-fæstningen i Halden.

Efter Karl XII død overgik kronen umiddelbart til hans søster, Ulrika Eleonora den yngre, der i 1720 overdrog kronen til sin mand, Frederik den 1. der var svensk konge frem til 1750. Frederik tilhørte familiemæssigt greverne af Hessen-Kassel og han var ikke som sin hustru ud af den egentlige svenske kongeslægt, men han var dog tiptiptiptipoldebarn af kong Hans af Danmark, Norge og Sverige.

Karl XII’s død – og tiltagende svenske nederlag i krigen – var imidlertid medvirkende til, at enevælden blev afskaffet i Sverige i 1719. Utilfredsheden med Karl XII’s mislykkede krig var så stor, at store dele af adelen og borgerskabet (og formentlig bondebefolkningen med) ønskede at fratage kongemagten en væsentlig del af dens politiske magt. Og dette fik afgørende betydning for Danmark og for forholdet mellem de to lande. For efter enevældens afskaffelse var det nemlig praktisk talt ikke længere muligt for Sverige at anrette et militært overraskelsesangreb mod Danmark.

Nu kunne kongen ikke længere – som tidligere – blot i al hemmelighed og med lynets hast træffe en afgørelse om at angribe. Nu kunne en beslutning om et angreb først træffes efter en omstændelig behandling i den svenske stænderrigsdag. Dette sammenholdt med de landafståelser, som Sverige måtte give, gjorde, at Sverige efter afslutningen på Store Nordiske Krig var blevet så svækket, at det ikke var i stand til at indlede nye krige mod Danmark i de næste mange år.

Dette betød, at Danmark kom til at opleve en cirka 80 år lang fredsperiode efter afslutningen på Store Nordiske Krig, inden danskerne næste gang kom i krig i forbindelse med Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.

Og dette medførte igen, at de danske konger og politikere fik ro – og mulighed for – at lægge grunden til et rigt og velstående, moderne samfund i løbet af 1700-tallet. Specielt efter at en international højkonjunktur efter cirka 1750 begyndte at give kæmpe økonomiske fordele til dansk landbrug.