
POV – POINT of VIEW International – der deklarerer sig selv som et uafhængigt, dansk netmedie, der publicerer nyhedsanalyser, anmeldelser, essays og debatindlæg indenfor især politik, kultur-, udlands-, sports- og erhvervsstof bringer den 29. maj 2023 et interview med Thomas Senderovitz: ”Den tatoverede Novo Nordisk-direktør: ”Man skal elske alle nye idéer i fem minutter”.
Med POV’s oplysning om at Senderovitz bor i Hellerup ”tæt på Maos Lyst” mindes vi diskret om Thomas Senderovitz’ ræverøde fortid, mens POV ikke finder anledning til at grave i at Thomas Senderovitz – midt under Covid-krisen – gik direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et vellønnet job som vicedirektør i Novo Nordisk.
At Thomas Senderovitz, der er forskønnet med en tatovering af en hund, valgte pengene i Novo og foretog et jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz sluttede sig til en række af bjergsomme politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.
Historien viser, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv, men det rejser samtidig spørgsmålet om man kan stole på politikere og embedsmænd?
Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.
Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.
Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.
Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!
Udover den aktuelle diskussion om Mette Frederiksens fokus på internationale muligheder har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:
Når politikere og embedsmænd pludselig ”fristes” til noget andet
Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en ”drømmestilling”, der viser sig at være en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!
Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.
Klausuler
De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?
Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.
I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?
Nedkølings- eller karensperiode i EU
I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.
Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.
I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.
Nedkølingsperiode eller karens periode, intet gælder for danske politikere, vi har endda visse kriminelle siddende/valgte ind i tinget, som ikke er lad sig gørligt andet steds !
LikeLike