Socialdemokratiet og velfærdsstaten

I nyhedsmagasinet Ræson, der udkom den 10. december 2015, er der et interview med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon. Overskriften er ”Du er ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv”. I interviewet mindes Corydon om sine udtalelser om, at ”det er afgjort forkert at betragte Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti”, og “han troede på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Borgerlige vælgere bør vide at påskønne, at som finansminister, stod Bjarne Corydon med sikker hånd for den ”nødvendige” økonomiske politik i over 4 år. Nu kan selv meget borgerlige godt indrømme, at dansk økonomi havde set meget værre ud uden ham.

Vi kommer til at savne Corydon…

Desværre har vi efter valget ikke set meget til Bjarne Corydon. Vi må nok se frem til en glædesløs periode, hvor det igen vil være Henrik Sass Larsen, Nick Hækkerup og Morten Bødskov, der vil stå for den såkaldte ansvarlige oppositions indspark i debatten. Enhedslisten vil som hidtil repræsentere den totale uansvarlighed. Om Alternativet vil være i stand til regelmæssigt at levere skæve og undertiden underholdende indslag i den politiske debat, har vi endnu til gode at se.

Corydon næstformand i Folketingsgruppen, men…

Der er en række forhold, der indikerer, at med et Socialdemokrati i opposition vil Bjarne Corydon igen rykke ned blandt de mange anonyme partifunktionærer, hvor han kom fra. Hans store beundrer, Helle Thorning Schmidt, er ikke længere partiformand, og Mette Frederiksen har en ubrydelig alliance med Sass Larsen.

Men Corydon har også syndet i forhold til traditionelle værdier på venstrefløjen; Ud over den nævnte karakteristik af Socialdemokratiet og hans åbenlyse tilslutning til konkurrencestaten, var det Corydon, der slet ikke lykkedes med trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen. Det var ham, der med SMS-beskeder utidigt blandede sig i faglige konflikter, og i foråret 2012 forhandlede en blå skattereform hjem med Venstre og Konservative i stedet for med Rød blok. Det var ham, der groft svigtede tilsynspligten med Martin Lidegaards solcelleadministration og rejste tvivl om fornuften i den såkaldte grønne omstilling. Og det var Corydon, der lagde sig ud med baglandet i sagen om sociale klausuler. Det var også ham der bevirkede at regeringen uklogt modstod kritikken af offentlighedsloven, ligesom han spillede en central rolle i forsøget på at stække Rigsrevisionens undersøgelser af solcelleskandalen. Det var ham, der stod bag nedsættelse af selskabsskatten – til baglandets ærgrelse perfekt timet og sammenfaldende med et udspil til nedskæringer i kontanthjælpen. Det var ham, der solgte dele af DONG til Goldmann Sachs, og tilmed havde den frækhed at bede Danske Bank om med en såkaldt fairness opinion at blåstemple hele transaktionen. I den efterfølgende håndtering af Folketinget og offentligheden demonstrerede han en monumental mangel på politisk fornemmelse. Det var også ham, der var en bemærkelsesværdig tonedøv dirigent i konflikten med folkeskolelærerne, og det var frem for alt ham, der har haft ansvaret for massefyringer og for en helt unødig brutal personalepolitik over for de ansatte i den offentlige sektor. Corydon var påfaldende lavmælt i den for regeringen opslidende debat om dagpengesystemet, og han har ansvaret for flere blå finanslovsaftaler på tidspunkter, hvor SF og Enhedslisten villigt bød sig til.

Væsentlige spørgsmål i Ræson

Alt i alt godt gået, men Corydon vil videre. I Ræson rejser han en række væsentlige spørgsmål: Kan halvdelen af alle pengene gå igennem de offentlige kasser? Har vi råd til sygehuse, folkeskoler og ældrepleje, der er gratis? Kan vi organisere det på en måde, der gør, at ungerne lærer det, de skal, i skolen, sådan at de kan få et job i fremtiden?

Meget tyder på, at svarene på hans spørgsmål er nej, men de endelige svar får vi først senere. Umiddelbart kan vi konstatere, at vi på skatteområdet igen har tiltrukket os international opmærksomhed.

Skatteskruen strammes

Skatterne i G20-landene steg i 2014. Det viser netop offentliggjorte data fra industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. I publikationen Revenue Statistics 2015 kan man læse, at det gennemsnitlige skattetryk i OECD-landene i 2014 voksede til 34,4 pct. af BNP. Dermed fortsatte den stigende tendens, der har gjort sig gældende siden 2009, hvor det gennemsnitlige skattetryk var på 32,7 pct. af BNP.

Skattetrykket på 34,4 pct. er det højeste siden OECD begyndte at opgøre skattebyrden i 1965. Den største stigning fra 2013 til 2014 var ikke overraskende i Danmark med 3,3 pct. og Island med 2,8 pct. Danmark har med 51 pct. af BNP det suverænt højeste skattetryk blandt alle OECD-landene.