Har Tyrkiet nøglen til det europæiske flygtningeproblem?

On behalf of the EU German Chancellor Angela Merkel has offered Turkey financial aid and faster progress on negotiations to join the European Union in return for stemming the flow of migrants to Europe.

Har Tyrkiet nøglen til det europæiske flygtningeproblem?

Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet.

Pludselig er vi igen blevet gode venner med et stadig mere islamiseret Tyrkiet med en stadig mere enerådende præsident Recep Tayyip Erdoğan, der næsten ikke kan vente på en forfatningsændring, der vil udstyre Tyrkiets præsident med Putin-agtige beføjelser.

Francois Hollande er uden betydning, men efter Angela Merkels hurtige weekendbesøg hos Erdogan i Istanbul, skal EU nu støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Der er samtidig ingen garantier for at Tyrkiet fremover vil fokusere på ISIS og situationen i Syrien og Irak frem for bestræbelserne på at eliminere den hjemlige kurdiske opposition. Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet netop nu – 2 uger inden et måske afgørende parlamentsvalg?

Merkels kattepine

Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning.

Tyrkiets forhold til Syrien

Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Merkels besøg i Istanbul

Ud over de håndgribelige gaver, Merkel den 18. oktober medbragte til Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul, kan besøget også opfattes som en håndsrækning til Erdoğan, der håber på at hans Justice and Development Party (AKP) vil generobre det absolutte flertal ved parlamentsvalget den 1. november 2015. Med et absolut flertal, kan Erdoğan afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. De tyrkiske vælgere beviste på den anden side ved valget i juni deres robusthed og opinionsundersøgelser tyder ikke på, at Erdoğan ved novembervalget kan påregne et jordskred til fordel for AKP.

Har EU reelle hensigter?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland.

Tillægsgevinst?

Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Er EU-projektet truet?

Til forsvar for Angela Merkel kan også anføres det ansvar, hun føler for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.