Folkeafstemning om forsvarsforbeholdet og den folkelige modstand mod en EU-hær

Regeringen har overraskende aftalt med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Der har hidtil ikke været stemning for at afskaffe det. Da Epinion i efteråret 2021 lavede en måling for Altinget og DR, ville kun hver tredje dansker afskaffe forbeholdet. Samme tendens viste en måling, Norstat i 2019 foretog for Altinget.

Men for få dage siden viste en ny Megafon-måling for Politiken og TV2, at 49 procent nu vil afskaffe forbeholdet, mens kun 27 procent vil bevare det.

Dagbladet Politiken har tidligere refereret til en måling, som YouGov foretog for Tænketanken Europa, der viste at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Tidligere målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne nu skulle ønske at gå med i en EU-hær, er mildest talt overraskende.

Modstanden

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og nyere målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, har hidtil været særlig stor blandt danskerne. Forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, har hidtil været støttet af et flertal, mens kun omkring en fjerdedel af de adspurgte har villet have forbeholdet afskaffet.

Forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdet på forsvarsområdet, at danske ministre og embedsmænd må stå ude i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet, men Danmark kan stadig deltage i mere generelle drøftelser om forsvarspolitikken i EU.

Danmark har ikke stemmeret i ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles, og Danmark er derfor heller ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i EU’s militære operationer, finansierer dem ikke og stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder. Militære missioner er eksempelvis kamp mod pirater ud for Somalias kyst, fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina og at beskytte flygtninge fra krisen i Darfur i det vestlige Sudan.

Danmark deltager dog i civile missioner, som hidtil har udgjort størstedelen af EUs missioner.

Selvom Danmark har stået udenfor EU-samarbejdet på forsvarsområdet, er Danmark med i andre multilaterale forsvarssamarbejder, f.eks. EII – European Intervention Initiative. Samarbejdet er etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Finland tilsluttet sig.

Initiativet har angiveligt ikke noget at gøre med en fælles EU-hær, men spektret for, hvad man kan beskæftige sig med, går fra at se på behovet i Sahel-regionen til at se på, hvad man kan gøre for at etablere et fælles samarbejde, hvis der kommer altødelæggende orkaner i Caribien.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, har i debatindlæg i Politiken tilkendegivet, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Hjort Frederiksen har bl.a. beklaget, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i et nyt samarbejdsprojekt mellem EU og Nato om at styrke den militære mobilitet i Europa, så et stort antal soldater og udstyr kan flyttes på tværs af kontinentet hurtigere og mere effektivt.

”Sverige og Finland kan deltage for fuld damp i det arbejde. Sverige og Finland er to neutrale lande, Danmark er Nato-medlem og ikke et neutralt land, men vi kan så ikke deltage i det. Det er bare ulogisk”, har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtalt til netmediet Altinget.

”Europahæren” spøger

Selvom Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet, er det næppe den megen snak om en ”Europahær”, der har påvirket danskernes holdning.

Selvom Politiken på lederplads argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”. De politiske partier er vel udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Udover situationen i Østeuropa kan der også være økonomiske hensyn bag ønsket om at fjerne forsvarsforbeholdet.

Danske kommercielle og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter som TERMA og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

I EU-budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er afsat omkring 15 mia. euro – 112 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den tidligere ramme for 2014-2020 fyldte forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgjorde kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

Forsvarssamarbejde i EU, hvor Danmark ikke deltager

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

PESCO-samarbejdet

Baggrunden for PESCO er især Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at etablere en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit er den forhindring nu ryddet af vejen. Det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberangreb.

Danmark uden for EDA

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Finansieringen af projekterne kommer fra flere kilder.

Over EU-budgettet finansieres “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

Fra EU-budgettet tilgår i indeværende budgetperiode omkring 8 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – European Defence Fund. Formålet med EDF er at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet.

I det nuværende danske forsvarsforlig blev der afsat en pulje til at øge forskningen inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Hensigten var at sikre, at Danmark kunne få et tilfredsstillende udbytte af den forskningsindsats inden for forsvarsområdet, der finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond.

Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark stående uden for forsvarssamarbejdet overhovedet vil komme i betragtning ved uddelingerne fra Den Europæiske Forsvarsfond?